Afgræsning
Genskabelse af store græsningslandskaber med naturlig græsning af robuste heste og kreaturer er et meget virksomt og omkostningseffektivt tiltag ifm. sikring af biodiversitet.
Vores besætning består af galloway kvæg, exmoor ponyer, konikheste og vandbøfler.
Galloway kvæg stammer fra det sydvestlige Skotland og er hårdføre bl.a. fordi, de har dobbelt hårlag og derfor kan gå ude året rundt. Racen er godmodig og nem at omgås og er derfor oplagt til områder, der har publikum. Køerne er omsorgsfulde mødre og kælver nemt. Galloway er egnet til både at græsse på nærringsrig og nærringsfattig jord. Heste og kreaturer, især tyre, skaber mange fordybninger i jorden, hvor de ruller sig, derved opstår der gode yngle- og levesteder for vilde bier og krybdyr som markfirben, samtidig er disse "tyrehuller" spirebede for sårbare planter.
Exmoor- acen er en ponyrace, som stammer fra det sydlige England og er en meget hårdfør race, der kendes langt tilbage i tiden. Racen er intelligent og rolig og egner sig derfor også godt til publikumsområder. Da de lever af både græs, buske og planter er de særligt gode til at skabe lysåbne naturområder. Derudover spiser de også bark, som bevirker at der skabes levesteder til biller og insekter.
Konik-racen er en robust polsk hesterace, som er skabt op igennem sidste halvdel af 1900-tallet. Konik betyder lille hest og er en tilbagekrydsning af polske heste med henblik på at skabe en hesterace, som minder meget om de små skovheste, der huserede i det skovrige østlige Europa op til slutningen af 1800-tallet.
Vandbøffel er meget velegnet til at afgræsse fugtige arealer, men man bør være opmærksom på at vandbøfler bliver meget store og kan være dominerende overfor gallowaykreaturer og hesteracer som exmoor og konik, samtidig er vandbøfler enormt glade for at svømme og derfor er det nødvendigt også at hegne ud mod hav, åer og store søer. Vandbøfler er slet ikke i familie med kvæg og der er derfor ikke problemer med hybridisering.
Vi kan også tilbyde afgræsning med hjortevildt, mufflon, przewalski-heste, wisent, robuste geder og svin, men i så fald er der behov for høje og eller tætte hegn.
Driften:
Bedriften er økologisk og har som sådan årlig kontrolbesøg af Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen ift. økologiregler og dyrevelfærd.
Kreaturerne lever et frit, naturligt og sundt liv og bliver gamle og kalve bliver sammen med deres mødre i 3-6 mdr. som minimum. Hesteflokkene lever også et frit og naturligt sundt liv og kan gå med deres føl i længere tid.
Dyreholdet har altid tilgang til salte, mineraler, frostfrit vand, tørt leje, ly og læ og hvis det er nødvendigt har vores dyr også adgang til stråfoder.
Vi arbejder med proaktiv regulering, hvilket betyder, at vi før vinterens komme tilpasser mængden af græssere til mængden af føde på græsningsarealet. De overskydende dyr flyttes til andre projektområder, eksporteres eller slagtes.
Vores dyrehold tilses og passes af vores professionelle rangers og cowboys og vi har overalt et fint samarbejde med lokale ildsjæle, hvoraf flere har mangeårig erfaring med hold af heste.
Vi har et tæt samarbejde med meget erfarne dyrlæger, som jævnligt har tilsyn med vores besætning og arealer.
Denne fokus på velfærd har betydet, at vi har fået tildelt 3 dyrevelfærdshjerter, som er den højeste udmærkelse Fødevarestyrelsen tildeler.