Nu er vi for alvor gået i gang med at gennemføre WWF Verdensnaturfonden, Rosenfeldt, Ravn-Nature og Vordingborg Kommunes nye store projekt i Det Gamle Land på Knudshoved Odde.
Her vil vi fokuserer på at sikre et langt og lykkeligt liv for de ældgamle ege og bøge i Knudsskov ved at skabe plads og lys rundt om træerne igen. De gamle træer er vidner fra en tid, hvor Knudshoved Odde var et stort kongeligt jagt- og græsningsområde, som indeholdt en utrolig biodiversitet. WWF-projektet vil medvirke til at sikre den fortsatte eksistens af meget sjældne skovbiller, sommerfugle, flagermus og klokkefrøer.
Dette opnås ved at genskabe naturlig hydrologi i skoven og genskabe blomstrende skov-overdrev og skov-enge. Særligt arbejdet med at redde de sjældne skovbiller, den yderst sjældne Sort Pragttorbist, som kun findes i Knudsskov og på Romsø, samt etableringen af en genetisk reservebestand af den lige så truede Grøn Pragttorbist er en stor udfordring.
Derfor har vi i Ravn-Nature, som er projektleder, allieret os med de dygtige bille-specialister fra Zoologisk Have, Eddie Bach, Lene Vestergård Rasmussen, biolog Signe Ellegård samt Mikkel Stelvig, Head of Conservation.
Vi glæder os til samarbejdet de næste år. Projektet er en del af den naturgave som WWF Verdensnaturfonden gav til danskerne ifm. fejringen af HKH Kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag og er finansielt støttet af "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal”.